Vi er din vej til efteruddannelse

Vi er din vej til efteruddannelse

Thorbjørn Knudsen klarede anlægsstruktøruddannelsen trods ordblindhed

IMG_9710_beskaaret
Thorbjørn er 25 år og kan den 29. september kalde sig anlægsstruktør. Han har klaret uddannelsen med bravur på trods af, at han er stærkt ordblind og hverken kan læse eller skrive, men til gengæld er han rigtig god til at bruge sine hænder.

”Jeg startede på et EGU forløb (ErhvervsGrundUddannelse), som varede 2 år. På forløbet blev jeg af Produktionsskolen forberedt til at kunne søge ind på en erhvervsuddannelse. De hjalp mig også med at få kontakt til Torneløkke, hvor jeg var i virksomhedspraktik, og jeg deltog i den forbindelse også i brancherelevante kurser på AMU-Fyn, som fx kloak, vejen som arbejdsplads m.m.

Jeg fandt arbejdet hos Torneløkke meget spændende, og jeg blev derfor interesseret i at uddanne mig til anlægsstruktør. Jeg var så heldig, at Torneløkke tilbød mig en læreplads.
Jeg startede derfor på grundforløbet på AMU-Fyn, hvor vi havde flere gode projekter. Det var interessant at prøve de forskellige områder af.
Jeg er meget ordblind og kan hverken læse eller skrive, men jeg har af AMU-Fyn fået udleveret en it-rygsæk, som jeg kan tale til. Den skriver det ned, som jeg siger, og jeg har også et program, som kan læse en tekst op.

Jeg har ikke fået tildelt mere tid på grund af min personlige udfordringer. Jeg har gennemgået et normalt uddannelsesforløb, men jeg har skullet bruge al min tid, når vi skulle skrive rapporter.

På torsdag skal vi fremlægge vores skriftlige rapport, hvor vi skal beskrive, hvordan et hus bygges med fundament, kloak, belægning, udvendig kloak osv. Senere har vi kloakmestrenes praktiske prøve og en stor belægningsopgave.

Jeg vil helt klart anbefale andre ordblinde at springe ud i det og tage en uddannelse. Det kan sagtens lade sig gøre med en it-rygsæk – bare man har fighterviljen, og man er åben omkring sit handicap.

Jeg kunne altid spørge faglærerne Niels Pasfall og Lars Gotfredsen, hvis jeg ikke forstod en opgave. De har været rigtig gode til at forklare tingene for mig.

Når jeg er færdiguddannet, bliver jeg fastansat hos Torneløkke som anlægsstruktør. Det har været en rigtig god læreplads. Jeg glæder mig meget til at holde mit svendebrev i hånden”, slutter Thorbjørn.