Glædelig jul og godt nytår

Glædelig jul og godt nytår

Se vores åbningstider i julen

AMU-Fyn overtager OB's hjemmebane

1. april 2022
OB

AMU-Fyn køber Odense Stadion af kommunen for at lave endnu flere og bedre uddannelser.
 
Efter nyligt overståede forhandlinger står det klart, at AMU-Fyn er den nye ejer af Odense Stadion.
Overtagelsen af stadion er en del af en større strategi, der handler om at skabe flere uddannelser til voksne, så man bedre kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft. En af planerne med det nyerhvervede stadion er således, at kursister skal bygge to nye tribuner.

”Det er altid bedre at bygge noget i praksis end at lave små eksempler, som vi efterfølgende skal skaffe os af med igen. På denne måde er man med til at skabe noget, der kommer til at stå i mange år. Det gør uddannelsen bedre og højner motivationen for kursisterne” udtaler direktør for AMU-Fyn, Lars Thore Jensen.

Rådmanden for By- og Kultur i Odense, Søren Windell, er enig i betragtningen og uddyber:
”Hvis vi I Odense kan vise nye veje for at sikre arbejdskraft til de danske virksomheder, så mener jeg, at vi er forpligtede til at prøve det af. Hvis vi så kan få et flot nyt stadion ud af det samtidig, så er det en win-win situation for mig at se.”

Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med et eventuelt overskud fra driften af stadion. Ifølge AMU-Fyn skal det i første omgang indgå i næste års budget, hvorefter der skal ydes bidrag til velgørenhed, hvis der fortsat er overskud de efterfølgende år.
 
Turf-master eller manager
Ud over arbejdet med byggeriet af tribuner, hvor man altså vil kunne lære alt om struktør-faget, vil overtagelsen af stadion også betyde oprettelsen af to nye uddannelser.
Den ene nye uddannelse kommer i kølvandet på successen fra fodbold VM, hvor der blev spillet på dansk græs mange steder i verden. Med en ny uddannelse som Turf-Master håber AMU-Fyn at kunne være med til at uddanne til en ny industri i Danmark.
Den anden uddannelse er ny i AMU-regi og rammer ned i den stadigt stigende professionalisering af idrætsverdenen. Her er der tale om en uddannelse som manager i forskellige idrætsmæssige sammenhænge.
 
OB forbliver
AMU-Fyn lover dog, at fodboldfans ikke skal være nervøse. Der vil stadig være fodbold på stadion og rammerne for OB vil også fortsat være de samme, selv om man dog også vil forsøge at skabe mere plads og tid på stadion til andre Odenseanske klubber.